Kæmp – flygt – frys ! Er alle overlevelsesmekanismer.
Vores hjerner blev forprogrammeret for en menneskealder siden, da der reelt var fysiske trusler mod vores overlevelse i spil.
Stod der en sabeltiger foran os, ville man ty til disse 3 urinstinkter:
Kæmp – Slås
Flygt – Løb
Frys – Spil død.
I nutiden har ”farer” fået en anden betydning, end den havde tidligere, men systemet reagerer på samme måde, og går forbi fornuften, og direkte i reptilhjernen. I dag er menneskene ikke fysisk truet, som i Urtiden. Farerne er ”vendt på hovedet”; Hvordan det ? Fordi det der virkelig er en fysisk fare, anser nogle mennesker ikke som en fare: Fx, at køre på cykel eller i bil, med hovedet begravet i en mobiltelefon, anser nogle mennesker ikke som en reel fare. Men det at træde ind i en ny børnehave, en ny skole, eller på et nyt job, kan i den grad få folk til at få sig til at føle sig truede. Refleksen er den samme: Kæmp, flygt, frys.
Når du kæmper, kan der ske følgende:
Du slås fysisk, eller psykisk, forsvarer dig med ironi, eller gengælder
Når du flygter, kan der ske følgende: Du løber, pleaser, bliver eftergivende.
Når du fryser, kan der ske følgende: Du spiller død, ”fryser” i dig selv, som i fastlåst, stivner.
Fælles er, din reptilhjerne reagerer på noget som konkret set ikke udgør en fare, men det reagerer på det som du opfatter som din virkelighed. Og den er ikke forkert. De kropslige reaktioner følger reptilhjernen: Når du fryser, og hermed stivner og bliver handlingslammet, fordi du måske er nedgjort, og ringeagtet, reagerer nervesystemet, og efterlader dig i en fastlåshed. Kroppen reagerer ved at trække blodkarrene sammen, og trække blodet og energien ind mod de vitale organer, som så sikres overlevelse. Dermed efterlades huden hvid, og følelsesløs, som et panser mod omverden.
Når du flygter, kæmper, bliver konflikten ikke særlig konstruktiv, fordi fornuften ikke er til stede, men instinktet. Kroppen reagerer ved at armene spændes op, kortisol bliver frigivet, og får alarmknappen i hjernen til at lyde, så forsvaret kommer; men, kampen mangler! Kampen foregår indeni dig, og udgør ikke en ydre trussel mod din overlevelse.
Nøglen er dit nervesystem. I den autonome nervesystem, er der to dele. Det sympatiske, og det parasympatiske. Det sker, at man havner midt i mellem de to dele. Det vil svare til at træde på speederen i en bil, mens man samtidig forsøger at bremse. Mange mennesker regulerer sig selv, mens andre har brug for hjælp til at finde tilbage i den halvdel af nervesystemet, som hjælper dig med at resiturere, finde og og generere overskud.
Her kommer Kropsterapien ind i billedet.
Fra en professionel vinkel, anskueliggør vi sammen problematikken, som fastholder dig imellem de to dele af nervesystemet, og får i fællesskab skabt adgang til fornuften, og set på de følelser der ligger knyttet hertil, og hvad der holder dig tilbage fra at kunne komme over i den rette den af nervesystemet, det parasympatiske, hvor du kan finde ro.
Med dig i centrum, bliver du set og hørt der hvor du er i dit liv lige nu. Hvor mange behandlinger det kræver for dit kortere eller længere forløb, er meget individuelt. Vi ligger i fællesskab en god behandlingsplan for dig, hvor det vigtigste er, at det giver mening for dig. Som kropsterapeut er min fornemmeste opgave, at følges med dig, så længe du har behov for det. Jeg har ingen aktier i din historie/situation, og kan derfor perspektivere dine input fra et helt objektivt synspunkt. Behandlingen på briksen er ligeledes med dig i centrum, tempoet er tilpasset dig, og har ofte en meget befriende og afspændende effekt med det samme. Vi ser i fællesskab på de smerter der ligger i din krop, og får dem forløst. Kort fortalt, Kropsterapien kan hjælpe dig til at finde balancen.
